af Peter Maxsø
Hvor kan man være i fred, trække vejret frit og lade tankerne falde til ro? Hvor søger man hen, når det sociale samvær bliver påtrængende akavet, når bunkerne på skrivebordet vokser eller når indboksen konstant flyder over af ubesvarede mails? Når antallet af møder er langt over, hvad der er rimeligt, eller når der konstant farer mennesker ud og ind af ens kontor?
Timeout på toilettet?
På toilettet selvfølgelig. Toilettet giver ly for enhver mere eller mindre tilspidset situation. Musikfilosoffen Peter Bastian taler, foruden om sine timeouts på lokummet, også om sine stille stunder i fordybelsens tegn midt inde gletscherne på Island. Det er ikke svært at forestille sig stilheden, der nærmest bliver larmende i sin ekstreme form. Derinde finder han tid til og mulighed for at mærke sig selv og skabe et frirum.
Nu behøver behovet for en pause ikke altid være katalyseret af pres. Pauser er en naturlov. En selvfølge vi benytter os alt for lidt af, med al for megen stress til følge. Der bliver i det hele taget ikke værnet nok om pauserne, Bortset fra at dem, der har alt for mange og lange af slagsen, ender med at blive stresset over ikke at have noget at lave. Men for andre med nedsat evne til at koble fra, er det tid til at værne om den lille pause i ny og næ.
Restitution og præstation
Man kan groft sagt inddele balancen mellem restitution og præstation i to overordnede frekvenser: cirkadianer og ultradianer. De kaldes med et fælles ord for BRAC (Basic Rest and Activity Cycles) og er kortlagte biologiske rytmer. Kort fortalt er cirkadianer en cyklus, der varer et døgn, mens en ultradian ligger mellem 90-120 minutter. Rytmerne, hvoraf den korte ultradian er den mest interessante i denne sammenhæng, er med til at balancere hjerne, krop, hormonproduktion etc.
Oversat til praktisk anvendelighed kan man sige, at perioder med 90-120 minutters aktivitet bør afbrydes af en restitutionsfase på 15-20 minutter for at opnå den optimale balance mellem præstation og hvile. Med lidt hurtig hovedregning skal 1 times arbejde gerne afløses af 10 minutters restitution. Da mange ikke har den store tradition for at lytte til deres sanser og signaler i al almindelighed, kan man ikke regne med, at den vekslen bliver håndhævet.
Værn om dine pauser
Hvorfor har vi så svært ved at værne om pauserne? Er den eneste logiske konsekvens af ovenstående, at antallet af toiletbesøg vil stige for at værne om den lille pause i en hektisk hverdag? Forhåbentligt ikke. Men noget skal der gøres for ikke at brænde ud.
Jeg havde en gang en leder i behandling, der havde store problemer med stress, men selv da smerterne var på sit allerhøjeste havde hun stadig svært ved at tage en pause af og til. Selv frokosten blev indtaget foran computeren. Hun fortalte, at hendes manglende pauser skyldtes, at hun var bange for at hendes kollegaer ville opfatte hende som svag og at hun ville miste sin autoritet.
Check dine antagelser
Det er et eksempel på, at mange antagelser kan styre os, og at frygten for, hvad andre tænker om os, kan tage helt over. Det handler ikke om, at vi alle skal have flere og længere pauser. Der er allerede formelt set pauser nok på de fleste arbejdspladser. Vi skal blot værne om dem. Bruge dem ordentligt. Restituere for at kunne vende genopladet tilbage til produktionen.
At tage sig selv seriøst må være det mindste og første skridt.
5 veje til bedre pauser:
- Planlæg pauser i din kalender og overhold dem! Sæt eventuelt en alarm til.
- Forlad din plads og søg et andet sted hen. Gerne et sted med lys, luft og udsigt.
- Træk vejret dybt og stræk kroppen.
- Tal om og tænk på noget andet end det, du havde gang i før pausen.
- Udforder dine antagelser om pausekulturen. Vi længes alle efter det lille mønsterbrud, og det betaler sig på alle planer - såvel fysisk, psykisk og socialt som økonomisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar