Peter Maxsø & Heinrich Johansen

Peter Maxsø & Heinrich Johansen

onsdag den 7. april 2010

10 lederdyder – Nr. 3 Mådehold af Peter Maxsø







af
Peter Maxsø

I denne serie af indlæg vil jeg berøre 10 dyder og forsøge at skabe inspiration om, hvorfor dyder er et ledelsesværktøj, der kan skabe trivsel, samhørighed, arbejdsglæde og resultater.

Dyd er en egenskab, en særlig kraft. En plantes dyd kan være at helbrede. En knivs er at skære. Et menneskes er at ville og at handle menneskeligt.

Mådehold er balance. Man skal kende grænserne, så man hverken er for rig eller fattig, for sulten eller for mæt, for glad eller for trist. Man bør nemlig ikke lade sig styre af én bestemt følelse, men hellere leve på den gyldne middelvej, hvor tingene går op i en højere enhed. I det spændingsfelt, hvor lidt af det hele bliver til en harmonisk helhed.

Balance og ligevægt
Mådehold er - på linje med dyden mod i indlæg 2 - en af de fire kardinaldyder (de to andre er visdom og retfærdighed). Mådehold handler om balance og ligevægt. At holde måde associeres med at bedømme, overveje, måle og veje. Det kan forveksles med tilbageholdenhed og selvudslettelse, og det bliver ofte sat i forbindelse med at skulle beherske sig selv. Det kan ledes tilbage til antikken og Sokrates’ beskrivelse af kardinaldyderne, hvor retfærdighed knyttes til de 3 andre dyder på følgende måde: Til maven hører de lavere følelser som sult, begær og dovenskab, og disse skal styres af mådehold. Til brystet hører de høje følelser som vrede og aggressivitet, og disse skal styres af mod. Mens fornuften hører til hovedet, og her skal visdommen regerer.

Thomas Aquinas er citeret for at sige at ”Mådehold er den sværeste af kardinaldyderne at leve op til”. Mod, visdom og retfærdighed er mere beundringsværdige, mens mådehold rører ved alle drifterne, hvad enten der er tale om mad, drikke og seksualitet, og disse er de stærke behov og derfor svære at beherske.

Det gigantiske supermarked
Mådehold er utvivlsomt moderation. Moderation i mange forskellige sammenhænge. Den moderation der eksempelvis gør det muligt at være herre over sine nydelser og undgå at blive slave af dem. Mådehold er hverken at forsage eller at begrænse nydelse. Det er ej heller et spørgsmål om mindre nydelse, men i højere grad et spørgsmål om bedre nydelse.

For vi bombarderes konstant med valg og muligheder, og må derfor tage stilling til vores behov hele tiden. Man kan nærmest kalde vores endeløse rækker af muligheder for ’Det gigantiske supermarked’.

Mådehold kan således være en dyd, der hjælper til at navigere i det enorme udbud af valg, som vi er stillet overfor i ’Det gigantiske supermarked’. Mådehold er modvægten til grådighed og griskhed. Det giver en sundere og mere reflekteret stillingtagen til at forbruge. Det uanfægtet om det er tale om forbrug af idéer, mennesker, ressourcer el. lign. Mådehold kan således være rettesnoren for at kræve en fornuftig tilgang til forbruget af andre menneskers tålmodighed, kreativitet, velvillighed osv. Hvorfor ikke appellere til at vi kvalitativt tager stilling til, hvor mange ressourcer vi forbruger på givne processer.

Så lidt som muligt - Så meget som nødvendigt
Land Rover har et slogan som vi af og til læner os op af. Det lyder i sin poetiske enkelhed: ’Så langsomt som muligt. Så hurtigt som nødvendigt’. I den her sammenhæng kunne man passende også operere med variablen: ’Så lidt som muligt. Så meget som nødvendigt’. Det sætter begrebet kvalitet på dagsordenen. For kan man forestille sig kvalitet i enorme mængder?

Dogmereglerne i dansk film var et udmærket eksempel på et moderne eksempel på professionelt og kunstnerisk mådehold. I den utrolige mængde af muligheder for at lave overflødighedshorn af film med visuelle og auditive virkemidler besluttede en række danske instruktører sig for at begrænse sig selv og underkaste sig tvungen knaphed for at få historien frem i lyset og dermed sætte kvaliteten af fortællingen i højsædet. Folkene bag valgte så at sige at forbruge effekter med en vis portion mådehold. Nogle vil mene for meget mådehold, men pointen blev fremført med sikker hånd og fast stemme.

På samme måde kan vi med stor fordel overveje, hvordan vi forbruger vores ressourcer i det daglige arbejde:
Antallet af møder vi afholder
Mængden af ord vi bruger
Tempoet vi bevæger os i
Antallet af beslutninger vi træffer
Mængden af valg vi skal tage stilling til

Mådehold kan være en dyd, der giver os nøglen til at balancere. Til at overveje og bedømme, hvornår besindigheden og beherskelsen bliver en styrke, og hvordan mådehold bliver adgangsbilletten til den gyldne middelvej.

Find links og mere inspiration i indlæggene: Begræns dig til success og Begræns din tid

Læs også de tidligere indlæg i serien om de ti lederdyder:

Nr. 1 Høflighed
Nr. 2 Tapperhed

Ingen kommentarer:

Send en kommentar