Peter Maxsø & Heinrich Johansen

Peter Maxsø & Heinrich Johansen

onsdag den 7. april 2010

God kost - Bedre ledelse








af
Peter Maxsø

Vil du gerne have mere energi og overskud i privatliv og karriere? Vil du gerne have en bedre ansigtskulør, vågne op og være frisk, have længere lunte og generelt kunne tackle flere af hverdagens udfordringer? Så ligger der uanede muligheder for at nå de mål og den tilstand ved at spise ordentligt, drikke godt med vand og undgå stimulanser såsom kaffe, sukker, nikotin og alkohol.

Vælg den rette livsstil

I et øjebliks klarhed kunne man endda fristes til at foreslå sammenhængen mellem en velfungerende fordøjelse og høj livskvalitet. Når fordøjelsen virker er vi friskere, skarpere, mere koncentrerede og har et energiniveau, der gør os i stand til at præstere bedre. Hvis vi vælger at bruge det overskud til at realisere vores behov, ønsker og prioriteter, er det en endog meget stor sandsynlighed for, at vores livskvalitet stiger.

Den rette livsstil gør kroppen modstandsdygtig over for sygdom, stress, manglende overskud og hurtig aldring. Desuden øges hukommelse, koncentration, indlæring, effektivitet og produktivitet.

Men hvad er den rette livsstil? Mange sundhedseksperter har deres bud og ofte bliver de både dyrket og kritiseret for at være sundhedsapostle og –prædikanter. Man kan mene om det, hvad man vil, men midt i deres velmente råd kan man med fordel finde en del fællestræk. Helt indlysende er det at få gode og ernæringsrigtige måltider indtaget i ro og orden. En god og solid morgenmad til at begynde dagen på. En frokost, der vedligeholder energiniveauet samt et aftenmåltid, der sikrer nattesøvnen samt ruster os til den forestående dags nye udfordringer.

“Kroppen er vores have. Viljen vores gartner.”
- William Shakespeare

“Kroppen er vores have. Viljen vores gartner.”

Det sagde Shakespeare. Alt for ofte tilsidesættes den tanke og mange vælger den hurtige løsning, takeaway, hurtige kalorier og dårlige ernæringskilder. Og det er endda ikke det værste. Det værste er helt at droppe måltiderne. Vi kan ikke præstere optimalt på kaffe og snickers. Desværre er der mange, der tror det. Måltiderne skal have status og være ophøjet til de tidspunkter, hvor vi genopbygger energidepoterne, så vi kan løse vores arbejdsopgaver tilfredsstillende og effektivt.

Gode måltider er enkle. Det gælder om at få gode råvarer. At variere kosten. At få varme måltider. At have tid til at indtage dem. At tygge maden. At trække vejret mens vi spiser. Og ikke mindst at beslutte os for, at måltiderne er vigtige. Ikke fordi sundhedsprædikanterne siger det, ikke fordi lægerne anbefaler det, ikke fordi vores forældre lærte os det, men først og fremmest, fordi vi ved, at det kommer tifold igen, når vi plejer os selv og vores ressourcer. Fordi vi dybtfølt ønsker at passe på os selv.

Drik godt med vand og begræns brugen af stimulanser

Gode måltider indtaget i fred og fordragelighed gør det ikke alene. Væskebalancen spiller ligeledes en stor rolle, og her kan det ligeledes være nødvendigt at understrege få og enkle pointer. De fleste råd peger i retning af at få rigeligt med vand i løbet af en dag, og samtidigt begrænse indtaget af kaffe, sodavand og andre sukkerholdige drikke. Og mens vi er ved stimulanserne kan vi i samme åndedrag med fordel begrænse indtaget af både nikotin, alkohol og sukker, hvis vi gerne vil præstere det optimale og generere et personligt overskud.

Sandheden er ofte svær at gribe og derfor fralægger mange mennesker sig ansvaret for deres livsstil med undskyldningen om, at det ikke er til at blive klog på. Men sandheden er derude. Eller måske nærmere derinde. Der er mange rapporter. Mange undersøgelser. Mange eksperter. Men der er kun én sandhed og den er inde i dig. Brug den.

Nogle stemmer fra ekspertkoret:

  1. Få 3 gode og fulde måltider med en god fordeling mellem kulhydrat (40%), protein (40%) og fedt (20%).
  2. Drik rigeligt med vand i løbet af dagen. Gerne 1½ til 2 liter.
  3. Undgå eller begræns stimulanser såsom kaffe, sort te, slik og søde sager, nikotin samt alkohol.
  4. Lav en kostdagbog og læg mærke til, om du har skjulte afhængigheder. De ting, som giver dig dårlig samvittighed, er værd at undgå.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar